Om mig – Hvad kan jeg hjælpe dig med?

Jeg er psykolog og tilbyder terapi i Nordsjælland og København. Jeg arbejder bl.a. med stress, angst, relationer og personlig udvikling.

Gennem samtalerne hjælper jeg dig til at vinde større indsigt i dig selv og dine værdier, blive opmærksom på uhensigtsmæssige handlemønstre og samtidigt på nye veje og muligheder for at skabe forandring. Før jeg uddannede mig til psykolog, arbejdede jeg som gymnasielærer og studievejleder, og hele mit arbejdsliv har jeg været optaget af at understøtte menneskers egne refleksions- og udviklingsprocesser.

Terapi til det, der fylder i dit liv

Jeg arbejder med både børn/unge fra 12 år og voksne og med mange forskellige psykologiske problematikker. Jeg arbejder blandt andet med:

  • stress og belastningsreaktioner
  • angst og uro
  • lavt selvværd
  • nedtrykthed og depression
  • problemer med infertilitet og barnløshed
  • selvskade
  • livskriser og forandringer
  • seksuelle overgreb og andre traumatiske oplevelser
  • barndomstraumer
  • svære relationer
  • problematikker relateret til krop og spisning
  • forældrerådgivning

Min indfaldsvinkel til terapi

Som psykolog har jeg et bredt metodisk og teoretisk fundament. Metodisk er jeg først og fremmest uddannet inden for narrativ terapi, men jeg trækker også på blandt andet kognitive og psykoanalytiske indfaldsvinkler, hvis det giver mening i forhold til dine problematikker. Herudover supplerer jeg med hypno-terapi, som for eksempel kan være effektivt til at nedregulere et stresset nervesystem. Ofte inddrager jeg et fokus på relationer, følelser og genkommende mønstre i mine forløb. Det vigtige for mig er at tilpasse metoderne lige præcis til dine problematikker og behov, så du føler dig forstået og hjulpet. Ligegyldigt hvad der er svært, vil udgangspunktet altid være dine behov og den konkrete problemstilling. Vi tager udgangspunkt i det, der fylder hos dig – og er åbne for det, der dukker op i samtalen. Formålet med terapien er at skabe hjælpsomme forandringer og nye handlemuligheder gennem et mere rigt og nuanceret blik på dig selv.

Du er altid velkommen til at kontakte mig og høre nærmere – se under Kontakt.